Træningen i Ølstykke Tennisklub skal være sjov og målrettet.

Det er vigtigt, at spillerne føler, at der er fremgang med tennisspillet i en afslappet atmosfære, hvor der også er plads til at grine og have det skægt.

Vi lægger vægt på et godt træningsmiljø, hvor der er plads til alle og hvor der også er plads til at have ambitioner med sporten.

Alle juniorer (under 18 år) kan vælge at træne 1 eller 2 gange om ugen. Trænerteamet udtager spillere til mere træning, hvis spilleren har ambitioner eller er talentfuld.

I den daglige træning bruger vi alle typer bolde. For de små og uerfarne bruger vi Skumbold og den Røde bold, som udgør 25 procents hårdhed af den Gule tennisbold. Til de lidt større anvender vi Orange og Grøn bold, som er henholdsvis 50 og 75 procent. Vi anvender boldene som et værktøj i træningen. Dvs at blødere bolde sagtens kan bruges som redskab i eksempelvis voksentræningen også.

Ølstykkes 5 Træningsbud:

  1. Du skal have respekt for dine træningskammerater, træner og ikke mindst dig selv!
  2. Du skal altid møde op til træning iført tennistøj og sko samt med fyldt vanddunk!
  3. Du skal træne for at blive bedre og for at dine kammerater bliver bedre!
  4. Du skal altid udvise god opførsel og repræsentere din klub på bedst mulige måde!
  5. Du skal kæmpe for hver en bold og have det sjovt!